Danmarks mest troværdige brand
e-Boks indtog i december 2017 førstepladsen på ny liste over de mest troværdige brands i Danmark og ligger i starten af Q1 2018 fortsat helt i top. Det viser en undersøgelse af 100 virksomheders image.
e-Boks
e-Boks
Er et brand, som lever op til det, det lover, og er innovativt i sine løsninger.
e-Boks indtager førstepladsen
Danske virksomheders image bliver årligt sat under lup i en stor omdømmeundersøgelse, som konsulenthuset Caliber står bag. Undersøgelsen afdækker blandt andet, hvor troværdige danskerne opfatter virksomhederne. I december 2017 overhalede e-Boks legetøjsgiganten LEGO og indtog for første gang førstepladsen. Spørger man konsulentbureauet bag undersøgelsen, hvorfor e-Boks rykker frem på listen, handler det blandt andet om, at e-Boks er et brand, som lever op til det, det lover, og er innovativt i sine løsninger. ”e-Boks har et stærkt navn blandt danskerne, fordi de mener, det er noget, der signalerer innovation. Det gør deres dagligdag lidt lettere, og de stoler på produktet,” fortæller Shahar Silbershatz, CEO i Caliber.
Omdømme styrker forretningen
Omverdenens opfattelse har afgørende betydning for en virksomheds succes og overlevelse på sigt. ”Enhver virksomhed – stor eller lille, offentlig eller privat – bygger sin overlevelse og succes på kundernes, leverandørernes, de ansattes, investorernes, journalisternes og myndighedernes velvilje og opfattelse af virksomheden,” siger Shahar Silbershatz. Han tilføjer: ”Alle stakeholdere har en opfattelse af virksomheden. Den kan være positiv eller negativ, korrekt eller fejlagtig – men den styrer de valg, de træffer om, hvor de vil arbejde, hvilke produkter de vil købe, eller hvilken lovgivning og hvilke vilkår de skal tilbyde virksomheden. Kort sagt er virksomhedens omdømme dens license to operate. Det giver virksomheden legitimitet i omverdenens øjne.”
Brugbart værktøj
e-Boks har på kort tid formået at klatre højt op på omdømmelisten, og det er kommet som en overraskelse for konsulenthuset. ”Listen har ofte været domineret af ikoniske, anerkendte virksomheder med årtier på bagen. Når e-Boks er lykkedes med at få en topplacering, handler det om, at de leverer en service, der virker, og som mange dagligt bruger i kommunikationen med for eksempel myndigheder, læge og bank. Servicen gør dén dialog nem, hurtig og bekvem i en travl hverdag,” slutter Shahar Silbershatz
Om undersøgelsen
Konsulentfirmaet Caliber står bag analysen af danske selskabers image. De spørger til, i hvilket omfang danskerne synes om virksomhederne og har tillid til dem. Spørgsmålene stilles i online-paneler til et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. De 100 virksomheder i undersøgelsen er valgt ud fra deres position på det danske marked samt kriterier som omsætning, medarbejderantal, kendskab og markedsandel.
-
Vi tilbyder virksomheder en moderne digital platform, der bygger på åbne standarder, API'er og open source teknologier.
-
Vi kan hjælpe med at styrke kommunikationen og interaktionen mellem virksomheder, organisationer, borgere, kunder og samfund.
-
Vi er stolte over, at vi i mere end 20 år har hjulpet virksomheder i Danmark og i andre lande med at digitalisere deres kundekommunikation.