e-Boks udvider samarbejdet med Visma Group
e-Boks udvider samarbejdet med Visma Group ved at indgå en ny stor aftale med Visma Creditro. Aftalen lyder på mere end en kvart million dokumenter årligt.
e-Boks
Visma Creditro
Creditro er grundlagt i 2017, og den første version af platformen gik i luften i juni 2018. Visma Creditro har i dag +1.200 virksomheder som kunder og mere end 6.700 aktive brugere på løsningen. Der er til dato foretaget mere end 4 millioner KYC-checks (kundekendskabsprocedurer) på Visma Creditro-løsningen.
Advokater, bogholdere og revisorer kæmper i disse år om at leve op til de omskiftelige og stadig stigende krav i hvidvasklovgivningen. Bl.a. er de såkaldte KYC-processer, der handler om at gennemføre et dokumenteret kundekendskabstjek, meget ressourcekrævende. En af årsagerne er, at der skal indhentes en masse dokumentation fra kunderne. Denne kan samles via en systemløsning, men mange undlader at klikke på links i udsendte e-mails, der fører videre til platformen, hvor dokumentationen skal samles. Efter at mængden af svindelmails er steget kraftigt i de senere år, er brugerne nemlig blevet meget tilbageholdende med at følge links i e-mails, de ikke er 100 procent sikre på.
– Samfundsmæssigt er der en skepsis overfor beskeder, vi modtager på e-mail og sms, der beder om følsomme personoplysninger, hvilket jo er en god ting. Det har dog den konsekvens, at vores kunders klienter ikke reagerer, når vi eller vores kunder beder dem om at afgive personlige oplysninger via et link. De tror ganske enkelt, at det er spam, forklarer Asmita Velji Tejani, Interim Managing Director i Visma Creditro, som har specialiseret sig i løsninger til KYC-procedurer.
Spam-frygten fylder ikke med e-Boks
Klienternes usikkerhed betyder, at der skal bruges uforholdsmæssig meget tid på at følge op og betrygge dem om, at deres henvendelse ikke er spam. Og den problematik er Visma Creditro nu gået sammen med e-Boks om at løse. Erfaringen er nemlig, at brugerne har høj tillid til de beskeder, der leveres via e-Boks. Og ved at flytte kundekommunikationen over i e-Boks, kan advokaten eller revisoren føre klienten sikkert videre over i Visma Creditros platform, hvor indsamling af KYC-data kan foregå på en struktureret måde.
– Ved at køre alle beskeder gennem e-Boks, som vi ved er en stærk og troværdig løsning hos danskerne, vil vi imødekomme spam-frygten og give en løsning med bedre flow og mindre friktion. I sidste ende er vores ønske, at vi kan hjælpe vores kunder med at få gennemført kundekendskabsprocedurerne effektivt og uden andre kontaktpunkter end dem, som kører gennem vores platform, siger Asmita Velji Tejani.
Asmita Velji TejaniInterim Managing Director i Visma Creditro
"Ved at køre alle beskeder gennem e-Boks, som vi ved er en stærk og troværdig løsning hos danskerne, vil vi imødekomme spam-frygten og give en løsning med bedre flow og mindre friktion."
Høj troværdighed og effektiv levering
Voxmeter-undersøgelser bekræfter, at cirka 80 % af danskerne anser e-Boks som den kommunikationskanal, de er mest trygge ved. Derimod er det kun 3 %, der opfatter e-mail som trygt. Undersøgelserne viser også, at hele 33 % af danskerne har slettet legitime e-mails, som var vigtige, fordi de troede, at det var spam eller phishing.
Chef for forretningsudvikling Morten Pryds fra e-Boks siger:
– Generelt viser alle data, at der er meget lidt tillid til traditionel e-mail som sikker kanal, og beskeder med links, der lander i indbakken, bliver meget ofte betragtet som spam. Når e-mailen ovenikøbet indeholder en opfordring om at indtaste følsomme personoplysninger, vil der kun være ganske få, der reagerer på e-mailen. Så derfor er vores opgave med e-Boks at skabe en tryg og effektiv kunderejse, som understøtter de afsendere, der har en helt legitim anledning til at bede brugerne om personoplysninger.
Med til at understrege det tætte samarbejde mellem e-Boks og flere af Vismas forskellige forretningsenheder er en netop indgået to-årig forlængelse af en eksisterende aftale med Visma Proløn, Dataløn og Enterprise. Det er en aftale, der årligt indeholder fem millioner lønsedler årligt.
-
Vi tilbyder virksomheder en moderne digital platform, der bygger på åbne standarder, API'er og open source teknologier.
-
Vi kan hjælpe med at styrke kommunikationen og interaktionen mellem virksomheder, organisationer, borgere, kunder og samfund.
-
Vi er stolte over, at vi i mere end 20 år har hjulpet virksomheder i Danmark og i andre lande med at digitalisere deres kundekommunikation.