Næste generation Digital Post lanceres til november 2021

Næste generation Digital Post ruller ud til november, men bare rolig, alle danskere vil fortsat kunne læse deres post i e-Boks både fra det offentlige og fra private virksomheder. Dermed sker der heller ingen ændring for dig.

Dato 28. Januar 2021
Boy using digital tablet with his father and grandfather in living room-hero
e-Boks
e-Boks

96%

Af vores web og mobilbrugere foretrækker at kunne se alt digital post samlet i én postkasse som e-Boks.

Ny infrastruktur til Digital Post

Til november 2021 sætter Digitaliseringsstyrelsen strøm til en ny infrastrukturløsning til Digital Post fra offentlige myndigheder. Når systemet er oppe at køre, vil styrelsen anvende deres eget system som infrastruktur, men e-Boks vil fortsat kunne vise offentlig Digital Post sammen med post fra private virksomheder på alle vores platforme. Det vil kunne lade sig gøre, fordi der samtidig åbnes op for de såkaldte kommercielle visningsklienter.

 

Offentlige og kommercielle visningsklienter

Når den nye infrastruktur sættes i drift, vil brugeren fremover kunne se sin offentlige digitale post både i offentlige visningsklienter (dvs. borger.dk og virk.dk) og i kommercielle visningsklienter. Med den kommercielle visningsklient åbnes der op for, at e-Boks fortsat kan tilbyde at betjene både borgere og virksomheder med digital post fra det offentlige og private virksomheder i e-Boks, præcis som vi gør det i dag. Det har den store fordel, at alle brugere kan forblive på vores platform og kun behøver ét sted at tjekke deres digitale post. Derfor er vi også glade for at fortælle, at vi har underskrevet en hensigtserklæring om at blive kommerciel visningsklient.

Vi er nu i gang med at udvikle en ny brugergrænseflade både til web og mobil. Vi har fået adgang til at teste løsningen i NgDPs testmiljø for at sikre, at løsningen lever op til de høje standarder, som der bl.a. stilles til systemet i dag, og vi kigger ind i en tilslutningsaftale, der fastsætter rammerne for visningsklienten, herunder de afledte økonomiske konsekvenser. De aktører, der ønsker at blive kommerciel visningsklient, skal underskrive en tilslutningsaftale med Digitaliseringsstyrelsen, og pt. er der ingen, der har underskrevet en sådan endnu.

Det er vigtigt at slå fast, at e-Boks bliver ved med at levere post fra alle vores private virksomheder, og at det kun er post fra det offentlige, der er berørt som følge af den nye Digital Post løsning.

 

Sådan forholder vi os til visningsklienten

e-Boks har i dag mere end 5 mio. danske brugere, der betjenes via vores populære app og gennem vores webløsning. Antallet af logins ligger på ca. 30 millioner pr. måned, og det gør os til én af de stærkeste kommunikationsplatforme i Danmark. Samtidig er e-Boks en løsning, alle danskere kender, og som flere år i træk er blevet kåret som én af de virksomheder, danskerne har mest tillid til. Vi er meget bevidste om vores rolle i det danske samfund, og at borgere og virksomheder er glade og trygge ved vores løsning, som vi har udviklet på siden 2001. Gennem brugerundersøgelser ved vi, at 96% af vores web- og mobilbrugere foretrækker at kunne se lønsedler og breve fra pensionsselskaber side om side med indkaldelser til operationer eller ejendomsskattebilletten og med andre ord ved vi, at næsten alle ønsker alt samlet i én postkasse som e-Boks. Og kigger vi på de faktiske tal, så er der meget stor forskel på, hvor brugerne foretrækker at læse deres digitale post, som udover e-Boks i dag også kan tilgås på både borger.dk og virk.dk. Antal logins i 2020 fordelte sig således: 5% på borger.dk, mens de resterende 95% logins gik til e-Boks.

Med en kommerciel visningsklient fra e-Boks sikrer vi, at alle de brugere, der foretrækker at have deres post samlet fra både offentlige myndigheder og private virksomheder, kan fortsætte med det fremadrettet. Der er en stor værdi i at have alt samlet et sikkert og velkendt sted, og den position vil vi arbejde benhårdt på at bibeholde.

 

Vi fortsætter med at levere digital post og betjene borgere og myndigheder

e-Boks fortsætter på helt normal vis med at servicere borgere, myndigheder og virksomheder og varetage håndteringen af Digital Post fra det offentlige frem til den nye infrastrukturløsning er færdig. For dig som kunde/partner vil der ikke være nogle ændringer i forhold til vores samarbejde. Vi vil sørge for at holde dig informeret med nyt omkring visningsklienten både i denne kanal, men også gennem webinarer og møder efter behov. Har du spørgsmål, så tøv ikke med at tage fat i din e-Boks kontakt.

Har du brug for at sende digital post?

Lad os fortælle dig om e-Boks platform

Kontakt os

  • Vi tilbyder virksomheder en moderne digital platform, der bygger på åbne standarder, API'er og open source teknologier.

  • Vi kan hjælpe med at styrke kommunikationen og interaktionen mellem virksomheder, organisationer, borgere, kunder og samfund.

  • Vi er stolte over, at vi i mere end 20 år har hjulpet virksomheder i Danmark og i andre lande med at digitalisere deres kundekommunikation.

Se flere nyheder