Styrket kundekommunikation giver konkurrencefordele

Forsyningsselskaberne ser ind i en ny virkelighed, hvor tæt dialog og tydelig kommunikation med kunderne kommer til at fylde mere og mere både for at fastholde, tiltrække og skabe tillid hos forbrugerne. e-Boks har talt med Rune Birk Nielsen, kommunikationschef hos Dansk Fjernvarme, om vigtigheden af en styrket kundekommunikation.

Dato 16. juni 2025
Header_ Styrket kundekommunikation giver konkurrencefordele-1
e-Boks
e-Boks

Interview med

Rune Birk Nielsen, kommunikationschef hos Dansk Fjernvarme

 

Med et bagtæppe vævet af energikrise, grøn omstilling og fokus på forsyningssikkerhed, er danskerne helt anderledes bevidste om deres energikilder end tidligere. Samtidig er der ikke længere forblivelsespligt i fjernvarmesektoren. I praksis betyder det, at forbrugerne selv kan vælge en anden varmekilde end fjernvarme. Det stiller højere krav til selskabernes indsats for at tiltrække og fastholde kunderne.  

– Forbrugerne blev for alvor opmærksomme på deres forsyning under energikrisen i 2022 og 2023, og den bevidsthed forsvinder ikke igen. Derfor må selskaberne nu løbende fortælle om priser, bæredygtighed og forsyningssikkerhed, siger Rune Birk Nielsen, kommunikationschef hos Dansk Fjernvarme, der er brancheorganisation for de danske fjernvarmeselskaber.  

På elmarkedet er liberaliseringen blevet udbredt siden slutningen af 1990’erne, og i dag har forbrugerne i princippet frit valg af elleverandør. Rune Birk Nielsen påpeger, at selvom fjernvarmesektoren ikke er så elastisk en størrelse som elmarkedet, er det ikke uvæsentligt, at varmeselskaberne også gør sig umage for at nå ud til deres kunder:  

– Man skifter jo typisk ikke opvarmningsform fra år til år. Men der er stadig behov for, at man som forsyningsselskab kommunikerer sine styrker. Der er for eksempel stor forskel på, om man er en lille lokal forsyning eller et stort selskab med flere forsyningsarter og stordriftsfordele. Det betyder noget for den måde, man kommunikerer med kunderne på, siger Rune Birk Nielsen. 

 

Udviklingen er i gang  

Over de seneste år er der sket en klar udvikling i selskabernes kommunikation – både i forhold til form og omfang. Før i tiden havde mange kun kontakt med kunderne ved den årlige generalforsamling. Nu ser Dansk Fjernvarme, at flere selskaber har oprettet repræsentantskaber, brugerfora og inviterer deres kunder indenfor på flere måder.  

– Det handler i stigende grad om at skabe legitimitet ved at være åben om priser, grønne investeringer, og de tiltag man som selskab gør for at ruste sig mod potentielle trusler udefra. Det giver også tryghed hos forbrugerne i en tid, hvor forsyningssikkerhed fylder meget hos rigtig mange, siger Rune Birk Nielsen.  

Kunderne ønsker nemlig vished om, at deres forsyningsselskab er driftssikkert og fremtidssikret – og det opnås bedst ved at inddrage kunderne i beslutningerne og informere om nye tiltag.   

– Danmark er jo et foreningsland, og vores varmeselskaber er også foreninger. Det betyder meget for mange, at de har en lokal, fælles platform og kan påvirke beslutningerne. Dét at man kan tale med sin lokale varmemester giver en stærk lokal tilknytning, siger Rune Birk Nielsen.  

Samtidig anerkender Rune Birk Nielsen, at det kan være en stor opgave for de helt små selskaber at inddrage forbrugerne i det omfang, de måske ønsker. Til gengæld kan der være andre fordele ved at være et lidt mindre selskab:  

– Det kan være svært at løfte opgaven for de meget små selskaber. Men omvendt betyder lokal forankring også en del. Hvis man bor i en by med 300 varmekunder, fylder ens stemme relativt mere, end hvis man er medlem af et stort selskab med 200.000 forbrugere, siger Rune Birk Nielsen.  

Rune Birk NielsenKommunikationschef i Dansk Fjernvarme

”For mange fjernvarmeselskaber har e-Boks en stor og stigende betydning. Dels er det en effektiv og hurtig måde at kommunikere til sine forbrugere på. Dels er det muligt at sende information, der er underlagt GDPR-regler og derfor skal håndteres fortroligt.”

Digitale muligheder  

Netop den åbne dialog og gennemsigtigheden overfor kunderne kan i høj grad løftes via digitale løsninger. Flere forsyningsselskaber tilbyder i dag apps og online selvbetjeningsløsninger, hvor kunderne kan holde øje med forbruget, se prisudvikling og følge med i nye tiltag. Det kræver ikke kun en teknisk platform, men også et solidt fokus på datasikkerhed og beskyttelse af fortrolige oplysninger:  

– Når man investerer i ny teknologi, skal man være opmærksom på, at alt fra de mindste sensorer til store datasystemer kan være sårbare overfor hackerangreb. Derfor har vi oprettet Sektor CERT, hvor forsyningsselskaberne kan søge rådgivning om cybersikkerhed og beredskab, siger Rune Birk Nielsen.  

Det betyder også, at selskaberne prioriterer digitale kommunikationsplatforme, der lever op til diverse krav og leveringssikkerhed og EU-regler.   

- For mange fjernvarmeselskaber har e-Boks en stor og stigende betydning. Dels er det en effektiv og hurtig måde at kommunikere til sine forbrugere på. Dels er det muligt at sende information, der er underlagt GDPR-regler og derfor skal håndteres fortroligt. Og endelig er det med e-Boks muligt for fjernvarmeselskaberne med kvittering at sikre, at deres kunder modtager den information de ønsker at give dem, siger Rune Birk Nielsen.  

Digitaliseringen giver også forsyningsselskaberne mulighed for at skræddersy driften baseret på de faktiske forbrugsdata og dermed spare ressourcer:  

– Vi ser, at digitalisering bidrager med vigtig viden om kundernes forbrug. Det gør, at selskaberne kan tilpasse produktionen helt præcist og dermed både spare energi og penge. Det skal selvfølgelig også kommunikeres tydeligt, så borgerne ved, hvorfor selskabet gør det, og hvordan de selv får glæde af det, forklarer Rune Birk Nielsen. 

Når digitalisering og effektiv drift går hånd i hånd med gennemsigtig kommunikation, opnår selskaberne en konkurrencefordel, der både sikrer dem loyale eksisterende kunder og tiltrækker nye. Den tætte dialog handler derfor ikke kun om at informere forbrugerne, men også om at demonstrere, at forsyningsselskaberne er klar til fremtidens krav om sikker, grøn og økonomisk ansvarlig forsyning. e-Boks agerer allerede bindeled mellem selskab og kunder blandt mange af Dansk Fjernvarmes medlemmer:  

- Fjernvarmeselskaberne bruger en lang række kanaler til at kommunikere til både kunder, potentielle kunder og omverdenen i øvrigt. Men for en stor del af selskabernes vedkommende er e-Boks den foretrukne kanal til eksisterende kunder, og det er vores indtryk, at det er et stigende antal fjernvarmeselskaber, der benytter denne mulighed. 

Har du brug for at sende digital post?

Lad os fortælle dig om e-Boks.

Kontakt os

  • Vi tilbyder virksomheder en moderne digital platform, der bygger på åbne standarder, API'er og open source teknologier.

  • Vi kan hjælpe med at styrke kommunikationen og interaktionen mellem virksomheder, organisationer, borgere, kunder og samfund.

  • Vi er stolte over, at vi i mere end 20 år har hjulpet virksomheder i Danmark og i andre lande med at digitalisere deres kundekommunikation.

Se flere nyheder