10 års succes med e-Boks skal lære os at være modige på ny teknologi

Den 1. november 2024 er det 10 år siden, det blev obligatorisk for danskerne at modtage digital post fra det offentlige. Siden 2014 er holdningen til den lovpligtige digitale post gået fra bekymring til selvfølge, og i dag logger danskere på e-Boks 35 millioner gange hver måned. Den danske konsensus har været en vigtig faktor for udbredelsen, mener professor og digital vismand.  

Dato 1. november 2024
Jan_blogpost_mindreskrift
e-Boks
e-Boks

5,3 mio.

danskere er i dag på e-Boks, og hver måned har platformen 35 mio. besøg af brugere, der vil tjekke post, betale regninger og underskrive papirer digitalt. 

Bekymringerne stod nærmest i kø, da en ny lov om offentlig Digital Post for 10 år siden betød, at det blev obligatorisk for danske borgere at modtage posten fra det offentlige digitalt. Den daværende regering, kommunerne og regionerne ville erstatte papirblanketter og fysisk brevpost med digital post, men frygten for, om indkaldelser til bilsyn, hospitalsindkaldelser eller breve om SU ville blive glemt i borgernes e-Boks, var udbredt. 

Sådan gik det dog ikke. Tværtimod har de seneste 10 år gjort danskerne til noget nær verdensmestre i digital post. Og professor på CBS og digital vismand Jan Damsgaard kalder succesen med e-Boks og digital post bemærkelsesværdig.   

– Et af de største hæderstegn ved digital post er, at vi på 10 år er gået fra at diskutere, om det var rimeligt at indføre, til at vi nu tager det helt for givet. Det er blevet en infrastruktur, vi bare regner med er der, ligesom strøm i stikkontakten og vand i vandhanen. Danskerne har taget det så meget til sig, at popularitetsgraden er helt oppe over 90 procent, og det er blevet en fuldstændig naturlig del af vores hverdag, at vi selvfølgelig får al post fra det offentlige og de fleste private virksomheder via e-Boks, fortæller han.  

 

Fælles løsning har været en fordel 

Når Jan Damsgaard skal forklare, hvorfor udbredelsen af digital post er lykkedes bedre i Danmark end i mange andre lande, peger han bl.a. på den fælles konsensus og opbakning til e-Boks, der især prægede de første år efter indførelsen.    

– I Danmark er vi generelt gode til at indse fornuften i at have enkle løsninger, og vi har en tradition helt tilbage fra andelsforeningerne for altid at gå efter det fælles bedste. Danskerne bliver måske ikke givet så mange valgmuligheder, men til gengæld får vi en god løsning til gavn for os alle, som vi også har set det med Dankortet, MitID og Rejsekortet. Som samfund kan det være farligt at lægge alle sine æg i en kurv, men jeg synes faktisk, at e-Boks har honoreret det tidligere monopol på en god måde. Sverige har en helt anden tilgang til digitalisering, og de har for eksempel én MitID-løsning til regionerne, én til kommunen, én til banken og én til staten, som gør det meget mere komplekst, forklarer Damsgaard. 

JanSkåret2019 (002)

Jan Damsgaard Professor på CBS

”Danskerne har taget det så meget til sig, at popularitetsgraden er helt oppe over 90 procent, og det er blevet en fuldstændig naturlig del af vores hverdag, at vi selvfølgelig får al post fra det offentlige og de fleste private virksomheder via e-Boks”.

Meget at lære i forhold til AI 

En af de ting, som den digitale vismand mener, vi kan lære af erfaringerne med e-Boks, er at være mere modige over for ny teknologi. Lige nu står vi f.eks. over for et gennembrud med kunstig intelligens (AI), hvor politikere og beslutningstagere kan blive berøringsangste, ligesom man var det, da det kom på tale om at gøre offentlig digital post obligatorisk.  

– Det er fristende bare at sige, at hvis nogen ikke er parate til at tage favntag med en ny teknologi, må ingen bruge det. Men tænk, hvis vi havde sagt, at ingen skulle have digital post, fordi nogen var bekymrede for det. Vi har lært af e-Boks, at det fungerer, hvis vi giver folk nogle rettigheder, men også nogle forpligtelser. Det kan vi overføre til AI. Så selvfølgelig skal man fremadrettet også kunne lave alle ansøgninger til det offentlige via en talende chat-bot, som kan hjælpe dig med at udfylde ansøgningen korrekt. 

 

Øget sikkerhed – men udfordrer unge generationer 

Truslen fra cyberkriminalitet og digital svindel fyldte ikke meget i 2014, men her er verdensbilledet ændret markant over de seneste 10 år. Tilliden til almindelige mails med links er droppet til et rekordlavt niveau i takt med, at mængden af svindelmails er tiltaget. Og det taler til e-Boks’ fordel, mener Jan Damsgaard. 

– Vi får efterhånden nogle virkelig velskrevne falske e-mails, som ikke længere er fyldt med slåfejl og gebrokkent dansk. Derfor er det rart at kunne gå ind et sted som e-Boks og regne med, at det, der ligger derinde, faktisk er noget, man kan have tillid til. Jeg tror, at det at have et godt solidt standardprodukt, som altid er der, og som aldrig er nede, er den bedste måde, man kan lykkes med en digital løsning. 

 Vismanden savner da heller ikke turen ud til den fysiske postkasse ved vejen, som i dag kun finder sted en gang om ugen, når papiravisen skal hentes ind. Breve er der næsten ingen af. Men netop af den grund kan den digitale posts arv fra brev-formatet også godt udfordre den næste generation af brugere, der er på vej.

– Når jeg underviser vores dygtige unge studerende i dag, så aner de nærmest ikke, hvad et brev eller et frimærke er. Derfor opfatter Generation Z også digital post anderledes end tidligere generationer. De forstår ikke den post-analogi, som ligger i meget af den digitale kommunikation fra det offentlige, hvor det meste egentlig er gammeldags fysiske breve, der er lavet om til PDF’er. Formatet forvirrer dem, og de har ikke samme autoritetstro over for et offentligt brev, som tidligere generationer har. Så hvis man skal nå de unge fremover, tror jeg, man skal gentænke formen på den offentlige kommunikation, slutter Damsgaard. 

 

FAKTA: 10 år med offentlig digital post i e-Boks 

  • e-Boks blev stiftet i 2001 med det formål at skabe et mere effektivt alternativ til postforsendelser ved at tilbyde virksomheder og myndigheder en digital kommunikationsplatform og give danskerne en privat digital postboks. I løbet af 2000'erne indgik e-Boks aftaler med flere banker, offentlige myndigheder samt alle danske kommuner og regioner, der tidligt så fordelene ved digital postforsendelse. I 2009 vandt e-Boks statens udbud om at levere den første fællesoffentlige digitale løsning kaldet Digital Post.  

  • Grundlaget for offentlig digital post i Danmark blev lagt med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015, hvor den daværende regering, kommunerne og regionerne besluttede, at danskernes skriftlige kommunikation med det offentlige, som fx ansøgninger, indberetninger og breve, skulle foregå digitalt for både borgere og virksomheder. 

  • Strategien førte til, at Folketinget vedtog Lov om offentlig Digital Post i juni 2012. Loven fastslår, at Digital Post fremsendt gennem de officielle løsninger har samme retsvirkning som traditionel papirpost. 

  • Digital Post blev obligatorisk for alle virksomheder i Danmark 1. november 2013 og for borgerne 1. november 2014. Udbredelsen af e-Boks var dog allerede stor med over 4 millioner brugere.  

  • e-Boks var sammen med Borger.dk den primære kanal for offentlig digital post frem til 2022. I dag kan offentlig digital post hentes via flere visningsklienter, men 75-80% af alle logins til offentlig digital post kommer stadig via e-Boks – enten på mobil, tablet eller pc.  

Kilde: digst.dk og e-Boks 

Har du brug for at sende digital post?

Lad os fortælle dig om e-Boks.

Kontakt os

  • Vi tilbyder virksomheder en moderne digital platform, der bygger på åbne standarder, API'er og open source teknologier.

  • Vi kan hjælpe med at styrke kommunikationen og interaktionen mellem virksomheder, organisationer, borgere, kunder og samfund.

  • Vi er stolte over, at vi i mere end 20 år har hjulpet virksomheder i Danmark og i andre lande med at digitalisere deres kundekommunikation.

Se flere nyheder